Historien om den nubiske invasion.
Vi hedder jo Yggdrasil BOERGEDER af indlysende årsager. Specielt
avler vi forædlet boer, da Per synes, at det er den eneste
"rigtige". .
Jeg har dog altid været betaget af de nubiske geders
lethed og ynde, men dér satte Per bremsen i. Ingen nubiske geder i
hans stald!!
Nå, i 2002 havde Rita og Kristian stadig Boergeder. Samtidig
havde de desværre også et hæsligt år med sygdom og alverdens
ulykker, hvilket ikke forhindrede kiddene i at komme til verden i
stride mængder. Rita ringede til mig, om jeg ville have et
flaskekid, Boer forstås? Det havde jeg nu ikke lige drømt om, men
han var af ny afstamning, hvilket hjalp lidt på lysten.
Jeg drog afsted til Fyns Land for at hente kræet. Da han ikke
skulle være enebarn, fik jeg et nubisk bukkekid med hjem også – bare
én dag gammel. Han var ikke noget værd, han var jo en krydsning
mellem Anglo og Dansk (det var før Nubisk Kombi blev opfundet). Men
han kunne da holde Boerkiddet med selskab og så senere ende i
gryden. Han blev døbt Munin efter en af ravnene på Odins skuldre.
HA! Hvem endte i gryden? Det gjorde Boeren! For Stihøjs Munin
bedårede os alle med sit fantastiske blide sind og sin overlegne
elegance. Aldrig har han haft nykker af at være flaskebarn. Han er
tillidsfuld og charmerende – så selv Per måtte overgive sig.
Ja, han overgav sig så meget, at han forsigtigt meddelte, at det
kunne være sjovt at finde en kone til Munin, så vi kunne få små
Muninner…..
Så i foråret 2004 drog vi atter til Fyns Land for at hente Lullu,
datter af berømte gamle Lulu. Hun har samme farve som Munin (brun
med sort krave, ål og sokker). Hun er også kælen og yndig, men har
vist arvet sin mors temperamentsfulde moderinstinkt, så det taler vi
ikke mere om.
I 2005 var de begge på dyrskue. Munin fik 23 point i Horsens.
Lullu 23 i Ribe, hvor hun overraskede dommeren, idet hun har opnået
fuld skulderhøjde i en alder af 1½ år!.
Så man må sige, at vores nubiske avl er i orden, selvom det kun er
for sjov.
I 2006 har Lullu så læmmet to smukke bukkekid på hver 4½
kg. Hun læmmede naturligvis med ynde og elegance, har det
nysseligste lille yver og passer sine børn med nidkær omhu.
I 2007 fik Lullu et gimmerkid, Kalullu og et bukkekid.
I 2008 fik hun et gimmerkid. Både Lullu, Kalullu og det nye
gimmerkid er solgt til Norge i foråret 2008.
Munin er overdraget til Aino på Asgaard, hvor han går og pynter.
|