Introparasitter

 Introparasitter er organismer, der lever og formerer sig indeni geden, og derfor kan gøre stor skade på gedens indvolde. Når gedens indvolde er beskadiget, kan den ikke optage tilstrækkelig næring.

Introparasitter kan groft inddeles i orm, leverikter og coccidier.

Hvis gederne fik lov til at færdes og fouragere, som deres natur byder dem, ville de aldrig få problemer med introparasitter, idet geden af natur spiser grene, blade og høje, stive græsser, og her kan hverken orm eller coccidier trives. Men det er de færreste geder i Danmark, der sådan vandrer frit omkring, de fleste går om sommeren på indhegnede græsarealer, hvor de måske ovenikøbet tvinges til at græsse i bund. 

Løbe-tarm orm:

Alle geder har orm, det er der i sig selv ikke noget galt i. Men nogle gange bliver ormemængden så stor, at det går ud over gedens trivsel: Nedsat mælkemængde, nedsat tilvækst, måske diarré og generel utrivelighed er de synlige tegn på, at geden er angrebet af orm.

En ged, der er inficeret med orm, vil udskille mange ormeæg via gødningen. Disse ormeæg kan kun blive til larver, hvis de befinder sig udendørs, altså på græsmarken. Når gederne græsser, kan de derfor indtage en anseelig mængde ormelarver, som udvikles til voksne orm i gedens fordøjelsessystem. Her formerer de sig, lægger æg som atter udskilles med gødningen.

Udviklingen af larver i græsmarken er meget afhængig af vejret, idet varmt, tørt vejr dræber larverne, mens fugtige omgivelser øger udviklingen. Dette medfører, at de våde somre, vi ofte har i Danmark, er optimale forhold for ormetrykket på græsmarkerne. Desuden overvintrer en stor mængde larver på marken, og når foråret kommer med varme og fugt, er de klar til at inficere gederne allerede sidst i Maj.

Naturligt nok, er det de svageste i gedeflokken, der først viser tegn på ormeangreb: Kid og højtydende moderdyr vil vise tydelige tegn, hvorimod trivelige gimmere og ungbukke kan huse en uforholdsmæssig stor mængde orm, uden at det kan ses.

 Lungeorm:

Smitte med lungeorm kan også kun foregå på græsmarken. Tegn på angreb med lungeorm er langvarig hoste, idet de voksne orm findes i lungerne og geden vil naturligt nok forsøge at hoste dem op. Geder danner en vis immunitet overfor lungeorm.

Vær opmærksom på, at gedens lungeorm er en specifik art. De er meget små og sidder helt ude i lungespidserne. Derfor skal behandlinge med ormemiddel strækkes over 3-5 dage.

 Bændelorm:

Bændelorm giver normalt ikke anledning til bekymring i forhold til trivsel og økonomi i gedeavlen. Men gedeavlere er ofte bekymrede, fordi de kan se bændelorme”æg” i gødningen. 
Der findes mange arter bændelorm, men man kan groft skelne imellem to typer:De, der har geden som slutvært og de, der har geden som mellemvært. 

Den første type har mider/biller som mellemvært. Disse optager bændelormeæggene, og over en periode af 4 mdr. udvikles disse, for så atter at blive optaget af geden, da miderne findes i stort antal på græsmarkerne. Ganske som vi kender det ved bl.a. Leverikter, der behøver pytsneglen som mellemvært.
De inficerede mider findes på marken og i afgrøder, høstet på inficerede marker (hø og halm). Så problemet med bændelorm er ikke kun et græsningsproblem.
Geden æder de inficerede mider og bændelorme-oocysterne klækker i gedens tamsystem, hvor de i løbet af 40 dage bliver til bændelorm, ofte af en anseelig længde. En bændelorm består af et hoved og en lang, leddelt krop, hvor hvert led indeholder masser af æg. Disse led afstødes efterhånden med gødningen, hvor de let kan ses, idet de ligner risengryn. 

Bændelormen lever af gedens tarmindhold. Den ødelægger altså ikke tarmslimhinder eller er blodsugende. De fleste arter af denne type findes i gedens tarmsystem samt i galdegangene.
Derfor er den i reglen ikke et problem for voksne geder, hvorimod kid og ungdyr er udsatte. Sandlynligvis også højdrægtige/lakterende geder. Der skal mindst være 50 voksne bændelorm i geden før, det er et problem.

 Den anden type bændelorm har geden som mellemvært og Canides (hunde, ræve, ulve og chakaler) som slutvært. Disse forvolder større skade, idet de findes i gedens hjerne, rygmarv, lever, hjerte, lunger og muskler. 

Symptomer: Dårlig vækst, vommethed og ”risengryn” i gødningen.
Hos kid/ungdyr kan ses mavesmerter, og hvis der er mange bændelorm, kan tarmene gå i stykker, og dyret dør. 

Behandling.

I DK har vi kun Valbazen til behandling mod bændelorm. Det virksomme stof hedder Albendazol og skal gives med 10 mg. Albendazol/kg. levende vægt. Omregnet til den BLÅ Valbazen, hvor der er 100 mg Albendazol/ml , er det 1 ml. BLÅ Valbazen pr. 10 kg. Dyr. 

Forebyggelse.

Da de inficerede mider findes på marken, samt i de hø, der høstes der, er det svært at forebygge. Man kan pløje alle marker ned og lægge om. Hvis man laver foldskifte, skal folden være uden geder i 1 år, og der må ikke tages slet til hø.  

Leverikter:

Leverikter optages af geden som indkapslede larver, hvorefter de vandrer til gedens lever, hvor de som voksne ikter hæmmer galdeproduktionen. Ikterne lever og formerer sig i leveren og galdegangene, æggene udskilles via gedens afføring.

De voksne ikter i galdegangene suger blod i en grad, så geden kan dø af blodmangel. Og boregangene i leveren kan også resultere i dødsfald hos geden.

Leverikter kræver en mellemvært, en bestemt muddersnegl (Limnaea truncatula), for at kunne formere sig. Derfor er leverikterne primært et problem i våde enge eller andre græsningsarealer, hvor der til tider er fugtigt. Sneglens  forekomst er betinget af en temperatur på omkring 10 grader og passende regnvejr, så i Danmark er det primært et problem fra september til indbinding.

Tegn på infektion med leverikter kan antage en akut form, hvor geden pludselig dør eller en mildere form, med sløvhed, manglende ædelyst, blodmangel og bugsmerter. Generel svaghed og vægttab sidst på vinteren kan også skyldes leverikter.

Det eneste virksomme middel mod leverikter er Valbazen.

Coccidier:

Coccidier er encellede organismer. Og man siger: "At hvor der er geder, er der også coccidier". Modsat orm og ikter, lever og formerer coccidier sig faktisk bedst i staldmiliøet, allerbedst hvor der er køligt og fugtigt. I våde, kolde somre angribes gederne ofte af græsmarkscoccidiose, fordi vækstbetingelserne på marken da er lige så gode, som i det fugtige staldmiljø.

Geden optager coccidie-oocyster (æg) via græs og forurenet foder, og i løbet af 10 dage udvikles oocysterne i geden til voksne coccidier, som igen producerer tusindvis af oocyster, der udskilles via gedens afføring.
Efter ca. 1 uge, er en sådan udskilt oocyste klar til at inficere geden på ny.

Det er især kid mellem 1 og 3 måneder, der udskiller mange oocyster og derved smitter de endnu yngre kid. Da geder opbygger en vis immunitet overfor coccidier, er det sjældent, at ældre dyr bliver syge.

Coccidier forvolder stor skade på gedens tarmslimhinde og blodkar i tarmene, hvilket igen medfører, at geden ikke kan optage tilstrækkelig næring. Typiske tegn på coccidiose er derfor: Utrivelighed, vægttab, tør og strittende pels samt som oftest diarré.

Coccidiose ses også i en akut form med dehydrering og blodig diarré, samt den meget akutte, hvor kid dør indenfor et døgn uden forudgående sygdomstegn.

De syge dyr behandles med coccidiostatika (Baycox) og måske også med et sulfapræparat, da der ofte er infektion i tarmvæggene.

Kid, der har været angrebet af coccidiose, vil være meget længe om at komme i vækst igen, så coccidier kan være et dyrt bekendtskab hos en gedekødsproducent.

Behandling og forebyggelse af introparasitære angreb:

Et introparasitært angreb skal naturligvis behandles, og da alle midler er receptpligtige, skal dyrlægen konsulteres. Den samvittighedsfulde dyrlæge vil forlange gødningsprøver, før han udskriver ormemidler og lignende, så man kan lige så godt gøre dette til en fast rutine.

Det mest hensigtsmæssige er, at man udtager afføringsprøver fra et bredt udsnit af gedeflokken mindst 3 gange årligt: Ved udbinding, til Sct. Hans og ved indbinding.

Rent praktisk kan man tage det antal geder, man mener er hensigtsmæssigt, binde dem op med mellemrum på en tør, ren flade (cementgulv eller lignende). Mens de står der, tager man et passende antal fryseposer, skriver dyrenes CHR-numre udenpå, og inden man er færdig med dette, vil de fleste geder ifølge deres natur, have afleveret en pæn lille bunke lakridser på gulvet, lige til at fylde i posen. De fleste dyrlæger kan selv foretage ormetælling, det er ikke særlig dyrt og resultatet foreligger som regel dagen efter.

Dyrlægen vil så udskrive recept på den mængde og den type medicin, der er nødvendigt. Der findes mange forskellige midler, og for at undgå resistens, skal man huske at skifte mellem de forskellige grupper én gang årligt. Der findes som regel ingen doseringsanvisning for geder, men de fleste gedeavlere bruger at give mere end fåre- og kvægdosis. Spørg din forening om dette, da dyrlægerne som regel ikke ved det.

Det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede, men det er svært at forebygge introparasitære problemer. Man kan dog sørge for, at der altid er rent, tørt og godt ventileret, hvor gederne færdes indendøre, samt hindre, at græsmarkerne bides længere ned end 10 cm., før man skifter fold.

Giv altid gederne halm i en hæk både ude og inde, samt hø, hvis der ikke er tilstrækkeligt med græs på folden fra midt på sommeren og indtil indbinding.

Sørg for, at hverken kid eller voksne kan træde op i krybber og fodertrug, kassér foderrester og skift vand 2 gange dagligt.

Inddel din græsning i folde, så du altid har en ren mark. Udbind dyrene på en mark, hvorpå der ikke har græsset får eller geder siden juli året før og skift i juli til en fold, hvor der ikke har græsset får eller geder samme forår.

Undgå for høj belægningsgrad på markerne, få mere græsning eller tag nogle dyr på stald, hvis du har for mange geder i forhold til græsmængden.

Grunden til, at myndighederne indførte loven om, at ormemidler er receptpligtige, udspringer af, at der er store problemer med resistens overfor de kendte midler. Ved at følge ovenstående retningslinier for behandling og forebyggelse mindskes resistensproblemerne i din gedeflok. Hvis du sætter nye dyr ind i flokken, så husk at spørger sælger, hvilke ormemidler, de er blevet behandlet med.

Hvis du vil undersøge, om din gedeflok er resistent overfor et middel, skal du 2 uger efter behandling udtage gødningsprøver. Hvis der stadig er ormeæg eller coccidieoocyster i gødningen, har du et resistensproblem og kan efterfølgende ikke anvende det pågældende orme- coccidiemiddel.