Gedens fordøjelse

Geden fødes som et en-mavet dyr, der kun kan fordøje mælk i løben. Hurtigt udvikles vommen, formaven og netbladmaven, og i løbet af sin første levemåned bliver geden en 4-mavet drøvtygger, som er dybt afhængig af, at vommen fungerer, da den ellers bliver syg og dør.

Geden skal have en masse strukturfoder: Halm, grene, stive urter og gerne bark. Dette strukturfoder sørger for, at der er evig bevægelse i vommen. Kraftfoder tildeles restriktivt, se evt. vores foderplan.
I vommen er der en meget fin balance mellem syre og base, samt en effektiv mikroflora, der omsætter og producerer en masse protein.
Hvis syrebalancen forskubbes eller mikrofloraen ødelægges, går drøvtygningen i stå, og geden bliver syg.

Nedenunder er to artikler, som kan gavne forståelsen for denenne sindrige forgæringsproces. Beklager, hvis de er lidt lange.

Den første handler om gedens omsætning af fodermidler. Der beskrives en masse kemiske processer, som man måske ikke behøver at være professor i for at være Boeravler - men man opnår en forståelse for, hvor vigtigt, det er, at geden fodres optimalt for at trives.

Den anden handler om principperne i gedefodring
og her er også en masse beregninger på behov for mineraler og vitaminer - samt hvad disse gør godt for.

Gedens omsætning af fodermidler.

Kilde:Biologi af Lene Dam, Landbrugets Informationskontor 1996, ISBN: 87-7470-590-3
Fordringsbetingede sygdomme.
Redigeret af Susanne Saltoft, september 2004

Al mad er sammensat af organiske og uorganiske stoffer.
Organiske stoffer består hovedsagelig af 4 kemiske grundstoffer:
Kulstof , Brint, Ilt og Kvælstof ( C, H, O og N) samt andre stoffer i mindre mængde.
F. eks. Svovl og Phosphor.
De uorganiske stoffer er salte og mineraler.

Fordøjelse er en kemisk proces.

I kroppen foregår millioner af kemiske processer, som alle forløber ved legemstemperatur. Processerne går ud på at nedbryde nogle stoffer og opbygge andre. Det er her, at græs på mystisk vis omdannes til kød, mælk og fedt.
Fordøjelsen kan ikke ske uden mikroorganismer og enzymer.
Disse findes i kirtler, mund, mave og tarm, samt i vommen hos drøvtyggere.

Kulhydratomsætning hos drøvtyggere.

Vommens mikroorganismer forgærer kulhydrat til flygtige, fede syrer . Kendskab til disse mikroorganismer og deres arbejde er en vigtig forudsætning for, at gedens foder sammensættes korrekt, så man undgår fodringsbetingede sygdomme.
Mikroorganismerne har mange forskellige funktioner, som er højt specialiserede.
De tåler ikke pH-ændringer eller kulde.
Hvis der sker bratte foderskift, er mikroorganismerne ikke tilvænnet det nye foder.
Denne tilvænning tager ca. 2 uger.
Kulhydrater inddeles i 4 grupper:
Sukker, stivelse, fordøjelige cellevægge og ufordøjelige cellevægsstoffer.

Omsætning i vommen:

Det meste kulhydrat omdannes i vommen til fede syrer: Eddikesyre, propionsyre og smørsyre. Disse syrer optages til blodet gennem vomvæggen, der er beklædt med papiller, som giver et meget stort overfladeareal.
Herfra føres de fede syrer med blodet til leveren.
Denne syredannelse påvirker pH i vommen, og det er vigtigt, at der ikke dannes mere syre, end vompapillerne kan opsuge. Hvis pH falder uhensigtsmæssigt, opstår vom-acidose = sur vom.
Sukker og stivelse omdannes hurtigt, og det er derfor nødvendigt, at disse kuhydrater ikke findes i for store mængder på foderplanen.
Foder med grov struktur og stort træstofindhold giver lang tyggetid.
Ved tygningen dannes spyt med indhold af bicarbonat, som er en base, der virker som en stødpude og holder vommens pH stabilt.

Omsætning i leveren:

Energisstofskiftet er især baseret på omsætning af fede syrer i leveren.
Propionsyren omdannes til glucose og glucogen.
Smørsyre og eddikesyre ender også med at give energi om end på en noget mere kompliceret måde.
En del af disse 2 syrer medgår til at danne smørfedt i yveret. Fedtprocenten kan hæves ved at give halm og ved at øge foderrationens sukkerindhold.

Fedststofomsætningen hos drøvtyggere.

Fedstoffer (der omtales her) er opbygget af glycerol + 3 fede syrer. (Triglycerid)
Dyr opmagasinerer deres energireserver i fedtdepoter. Hvis geden kommer i negativ energibalance, vil den mobilisere sit depotfedt. Dette frigøres som triglycerider og føres med blodet til levercellerne. Her forbrændes fedtsyrerne og giver energi.
Desuden indgår fedt i cellemembraner, hormoner og beskyttelse af nervetråde i hjernen.

Omsætning.

I vommen spaltes triglyceriderne i clycerol og fede syrer. Fedtsyrerne bliver taget under behandling af vommens mikroorganismer. En del fedtsyrer indgår i mikroorganismernes egen cellemembran, men optages af geden, når disse går til grunde. Fedtsyrerne optages via tyndtarmen og lymfen.
Fedtsyreomsætningen foregår i leveren, i fedtvævet og i yveret.
Det er kendt fra kvægpraksis, at mælkens fedtprocent øges når man fodrer med fordøjelige cellevægge (ex. halm).

Fedtets indflydelse på vomomsætningen.

Hvis foderet indeholder for meget fedt, kan dette nedsætte fordøjeligheden af de fordøjelige cellevægsstoffer. Dette sker, fordi fedtet hæmmer de cellulosespaltende mikroorganismer.
Endvidere er der en klar tendens til, at et højt fedtindhold i foderblandingen nedsætter appetitten til denne. Vær også opmærksom på smag og lugt af de forskellige fedttilsætninger i foderet.

Proteinomsætningen hos drøvtyggere.

Protein er opbygget af aminosyrer, der foruden C, O og H – også indeholder N = kvælstof (Nitrogen).
Hver gang, der sker noget vigtigt i kroppen, er proteiner indvolveret: De er i muskler, væv, knogler, pels, mælk osv. Alle enzymer og mange hormoner er proteiner. Antistoffer er proteiner.

Omsætningen.

Ved hjælp af vommens mikroorganismer danner drøvtyggere mere protein, end de får tilført med foderet.
70% af gedens proteinbehov dækkes af mikrobielt produceret protein !!
Dette mikrobielle protein har høj biologisk værdi, idet det har et højt indhold af essentielle (livsvigtige) aminosyrer.
Det meste af foderproteinet bliver nedbrudt af mikroorganismerne allerede i vommen.
Vom Opløseligt Protein (VOP).
Den del, der ikke nedbrydes, kaldes by pass protein og fordøjes i løbe og tyndtarm.
Aminosyrerne optages derpå i blodet.
Drøvtyggere kan udnytte kvælstof, som ikke kommer fra protein. F. eks. fra ammoniakbehandlet halm eller urea.

Proteinfodring.
Princippet i al gedefodring er, at den mikrobielle aktivitet i vommen udnyttes bedst og mest muligt. Man kan derved spare meget på de dyre foderproteiner.
Det er af afgørende betydning, at amoniakken bliver fikseret af mikroorganismerne så hurtigt, som den dannes.
Derfor er megen halm = god mikrobiel aktivitet = god proteinudnyttelse.
Hvis der frigøres mere ammoniak, end mikroorganismerne kan fiksere, vil overskuddet gå gennem vomvæggen over i blodet til leveren, hvor det omdannes til urinstof (urea). Noget af dette urea vil recirkulere over spyttet og derved blive genbrugt. Resten udskilles via nyrerne.

Foderets kulhydrater leverer energi til mikroorganismernes aktivitet.
I forbindelse med proteinomsætningen har det vist sig, at det især er vigtigt, at foderet har et vist indhold af stivelse. Stivelse fra korn og oliekager er letfordøjeligt i vommen, og derfor mest velegnet.
Stivelse fra majs er mere tungtopløseligt, og har ikke den samme effekt.
Sukker og fordøjelige cellevægge kan ikke erstatte stivelse, når det drejer sig om ammoniakomsætning.
Indeholder foderet totalt mere end 120-140 g. protein pr. FE, kan der ikke opnås maksimal udnyttelse af proteinet, da den dannede amonniak ikke kan nå at blive fikseret i vommen og derfor ryger ”bagud”.

PBV = Protein Balancen i Vommen er et udtryk for den balance der er imellem den mængde råprotein, der omsættes i vommen og den mængde mikrobielt protein, der derved dannes.

AAT = Aminosyrer Absorberet i Tarmen er et tal for det totale antal aminosyrer, der dannes ud fra mikrobiel aktivitet i vommen og ud fra enzymatisk aktivitet i tarmen.

Principperne i gedefodring.

Kilde: Goat Husbandry af David Mackenzie - 5. Udg. Faber og faber, London 1993.
ISBN: 0-571-16595-8
Oversat og redigeret af Susanne Saltoft.

Det lader til, at folk aldrig holder op med at undre sig over miraklet om drøvtyggernes fordøjelse.
Geden kan (ligesom vi) ikke selv fordøje, optage energi eller blive fed af cellulose fra plantemateriale. Vi pattedyr mangler det nødvendige enzym, der skal nedbryde cellulose.
Hemmeligheden ved gedens succes ligger i vommen, den første af de 4 maver.
Kun den sidste af de 4 maver (løben) har fordøjelsesfunktion svarende til menneskets mave.

Geden som en blandet “Browser”/Græsser.

Det er et ufravigeligt faktum at geder elsker at spise “browse” (blade og kviste). Dette gælder for geder i hele verden. Man må derfor gå ud fra, at geden naturligt er en deltidsbrowser, og vi kan på gedens fysiognomi og adfærd se, at den er udviklet til denne livsform, som ikke ses hos andre (kun græssende) drøvtyggere.

Øjne. Gedeøjnenes rektangulære pupil siges at sætte dem i stand til at fungere godt ved hurtige skift mellem lyse og mørke omgivelser. Det er sandsynligt, at dette øger opmærksomheden på farer, når geden bevæger sig mellem solfyldte pletter og dyb skygge, mens den browser.

Adfærd. Den lethed, med hvilken geder står på deres bagben og strækker sig med mund og forben for at bringe grene inden for rækkevidde, forøger betragteligt tilgængeligheden af browse. Denne vane ses ikke nær så godt hos græssende drøvtyggere. Yderligere har det vist sig, at geder vil vandre væsentligt længere end får på en dag for at finde det eftertragtede foder.

Mule. Den smalle tilspidsede og bevægelige mule er som skabt til at udvælge og spise de dele af en plante, som er særligt delikate. Geden er en lille drøvtygger. Jo større dyret er, des større er energibehovet til vedligehold. Det er derfor vigtigt for små drøvtyggere såsom geder at være i stand til at udvælge og indtage de mest næringsrige dele af det tilgængelige foder.

Lugtesansen. Der er foretaget meget få eksperimenter om dette emne, og der er yderligere brug for forskning . Man mener dog at geder har endnu bedre lugtesans end får.

Mund. Ingen kan betvivle at gedens mund er perfekt til formålet, når man har set den skrabe bark af med fortænderne eller forsigtigt plukke blade af tidsler og nælder for senere at tygge drøv mellem kindtænderne.

Vom. Browsere er typiske ved at en mindre vom i forhold til kropsstørrelse end græssere. Det faktum,at de kan konsumere en stor mængde føde, skyldes den hurtigere passage af foderet ind til maven i forholdt til passagetiden ved ren græsfoderplan. Browse er en blanding af hurtigt forgærede og ufordøjelige dele indeholdende lignin. Mikrobiel aktivitet vil hurtigt frigøre tilgængelige næringsstoffer, derfor er der ingen grund til, at de ufordøjelige dele bliver i vommen, da deres forsvinden vil gøre plads til yderligere fordøjelse af blade. En hurtig gennemgang fra en lille vom fremskynder også ankomsten af planteceller og mikrobielt protein i maven. Gedens vom er lang og snæver sammenlignet med fårets. Den indre overflade kan udvides med bladagtige papiller, hvilket er vigtigt for hurtig optagelse af den syre, der produceres ved forgæringen. Dette billede forvirres af nogle forfatteres påstande om, at gedens vom er større end fårets. Dette må skyldes individuelle fodringsforskelle; geden er trods alt den mest tilpasningsvillige drøvtygger. Græssende drøvtyggere som helhed er typiske med en stor vom, der indeholder en langsom men mere komplet fordøjelig masse af græs og mikroorganismer.

Geder på en næringsfattig foderplan.

Gedens evne til at udvælge de mest næringsrige dele af planter øger deres muligheder for at overleve, hvis de bliver stillet over for et ringe fodermiddel såsom halm. Undersøgelser på Reading University har vist, at de dele af strået, der bliver spist (blade og bladskeder) har højere nitrogenindhold og mere fordøjeligt organisk materiale end de frasorterede dele (stængler). Bladene fra halm har faktisk en fordøjelighed, der svarer til høets. Da blade og bladskeder kun udgør halvdelen af halmens vægt, medfører dette, at der skal udfodres dobbelt så meget, som geden har behov for, og man må acceptere et spild på 50%.

Det har vist sig, at voksne geder fordøjer foder af dårlig kvalitet f.eks. fibre med meget linin og lavt protein bedre end voksne får, selv om begge arter trives lige godt på medium eller god kvalitet. Dette kan delvis forklares med gedens evne til at sortere foderet.

Tiden det tager for føden at passere hænger tæt sammen med graden af fordøjelse: En langsom passage forhøjer fordøjeligheden af dårligt foder. Andre faktorer, der influerer på opholdstiden, er den mængde, der bliver spist og drikkehyppigheden. Noget tyder på, at det tager længere tid for strå at passere gennem gedens fordøjelsessystem end fårets, hvilket tillader en større optagelse af næringsstoffer. Geder drikker mindre end får, og som voksne æder de mere strå.

Foderets bestanddele.

Menneskefoder og gedefoder består af de samme grundelementer:
Kulhydrat, protein og fedt, som er de enegigivende elementer samt mineraler og vitaminer.
Man kan undre sig over, hvordan græs og grøntsager kan omsættes til kød, fedt og mælk. Dette er en indviklet og sårbar proces, som let forstyrres.

Kulhydrater:
Vommen er en umådelig forgæringstank, som rummer mellem 9-20 l. Vommen myldrer med mikroorganismer: Bakterier, svampe og protozoer af mange arter, som samarbejder om at forgære kulhydraterne (cellulose, stivelse og sukker) i det spiste foder.
Disse kulhydrater bliver nedbrudt til optagelige flygtige fede syrer (VFA), metangas og varme.
VFA absorberes gennem vomvæggen og kombineret med ilt fungerer de som gedens energikilde.
Metangassen undslipper via “bøvsning”. Op til 25% af foderets energiindhold går tabt via varme og methangas.
Mikroorganismerne selv får energi til vækst og formering via forgæringsprocessen. Slutproduktet af forgæring af kulhydrater svinger i en sådan grad, at det har praktisk betydning for gedeavleren.

Cellulose.
Er den vigtigste drøvtyggernæringskilde. Den forgærer totalt men langsommere end stivelse og sukker. Desværre er planternes stængler styrket med den træagtige substans lignin, som er ufordøjelig og beskytter cellulosen fra mikroorganismerne. Stråfoder er derfor faktisk mindre fordøjeligt.
Forgæringen af cellulose producerer hovedsageligt eddikesyre, som forsyner geden med smørsyre og mælkefedt. Mikroorganismerne som forgærer cellulose er meget følsomme overfor surhedsgraden, pH, omkring dem (f.eks. hvis syrerne produceres hurtigere end de kan optages). På måleskalaen for pH er 7 neutralt; under 7 er stigende surhed. Celluloseforgæringen slår fejl, hvis vommens pH falder til 6,0. Ligeledes går forgæringen i stå, hvis der er for meget fedt i gedens foder.

Stivelse.
Stivelse og sukker kan fordøjes uden forgæring, men når det kommer ned i vommen, bliver det udsat for nedbrydning. Stivelse, som er hovedingrediensen af kornprodukter, bliver hurtigt forgæret af cellulosenedbrydende mikroorganismer. Disse er relativt ufølsomme overfor syre, men under pH 5,5 overlever kun få arter. Én art producerer mælkesyre, andre omdanner mælkesyren til propionsyre. Selvom propionsyre er vigtig for mælkeydelsen, danner den ikke smørfedt. Hvis mængden af propionsyreproducerende mikroorganismer er lille, f.eks. hos en ged som ikke er vant til koncentreret foder, vil mængden af mælkesyre stige og absorberes fra vommen i mængder, der resulterer i sur vom. Geden vil gå fra foderet og måske dø. Dette er hovedfaren ved at overfodre med korn. Det er vigtigt at huske, at den syre, der produceres efter at geden har spist koncentreret foder, godt kan hæmme aktiviteten af de celluloseforgærende mikroorganismer og derved reducerer gedens foderoptag.

Sukker.
Sukker findes i melasse, rødder, græs, godt hø osv. Sukker forgæres hurtigt til propionsyre samt noget smørsyre, hvilket hæver mælkefedtindholdet. Da dette foder generelt ædes langsommere end korn, er der som regel ikke fare for sur vom.
Forskellige fodermidler forgæres med forskellig hastighed og bliver i vommen, indtil de enten ved tygning, forgæring eller nedbrydning bliver tilstrækkelig findelt til at passere mavemunden, som er ganske lille. Opgylpning og drøvtygning af foderet fra vommen hjælper processen. Vommens pH bliver delvis neutraliseret af basisk savl. Desværre er de fodermidler, der hurtigst producerer syre, f.ek. kraftfoder, dem der behøver mindst tygning og derfor får mindst savl blandet i. Af hensyn til vommens sundhed - og gedens - skal mindst 50% (vægten af tørstof) af foderplanen bestå af stråfoder.
Mens roer bliver forgæret på 2 timer, kan forgæring af strå tage 2 dage. Dele af foderet kan være ufordøjeligt og forgæres ikke. Strå f.eks. efterlader meget ufordøjeligt materiale, som skal nedbrydes via drøvtygning. Dette nedsætter hastigheden af foderets passage, reducerer dermed gedens foderindtag og nedsætter produktiviteten. Imidlertid stiger udnyttelsesgraden af f.eks. kraftfoderet ved den længere fordøjelsestid.

Proteiner.
Drøvtyggeres og deres mikroorganismers proteinernæring er meget kompleks, og der bliver stadig forsket i den. Meget af det protein, geden æder, bliver nedbrudt af vommikroorganismerne (og er derfor kendt som vomnedbrydeligt protein) til syre og ammoniak. Ammoniak (NH3) er en simpel bestanddel indeholdende kvælstof. Kvælstof (Nitrogen = N) er en nødvendig bestanddel i alle proteiner. Mikroorganismerne får en smule energi fra proteinforgæringen, men meget mindre end fra forgæringen af kulhydrater. Noget af kvælstoffet bruges af mikroorganismerne til opbygning af deres egne proteiner, men hvis mikroorganismerne ikke har nok energi til deres egen hurtige vækst, bliver overskudskvælstoffet optaget af geden og omdannet til urea, som udskilles med urinen. For megt kvælstof i gedens foderplan kan give kvælstofforgiftning. Modsat, hvis der ikke er nok protein i gedens foder, nedsættes hastigheden af mikroorganismevæksten og forgæringen, hvorved gedens foderoptag reduceres. Balancen mellem energigivende foder og proteiner i gedens foderplan er derfor af yderste vigtighed for at optimere udbyttet af forgæringen og øge gedens helbred og produktivitet.
Hos alle drøvtyggere recirkulerer noget urea via blod og savl tilbage til vommen, hvor det bliver brugt til opbygning af mikrobielt protein. Der er bevis for at denne proces er yderst veludviklet hos gederne, at det er deres særkende.
Meget af det protein, som bliver tilgængeligt for geden til fordøjelse i maven og dernæst for muskelopbygning osv., er mikroorganismer, som kommer fra vommen. Man har senest opdaget, at hos får, at i stedet for en given mængde foder, som producerer en given mængde mikroorganismeprotein,som man tidligere troede, kommer mængden af tilgængeligt mikroorganismeprotein an på tiden, det tager for en vis mænde foder at passere vommen, som igen kommer an på mængden af optaget foder i forhold til størrelsen af dyret. Et mindre får omsætter/optager mere mikrobielt protein fra en given fodermængde end et større får. Dette tilfører endnu mere kompleksitet til opfyldelsen af en passende foderplan. Da gedens behov for protein er meget stort f.eks. først i laktationen, er mikrobielt protein utilstrækkelig.Derfor skal hendes foderplan indeholde noget ufordøjeligt protein, som vil passere uforgæret gennem vommen til maven for at blive fordøjet der.

Fedt og olier.
Planteføde indeholder fedtstoffer og olier (kendt som lipider) især i frøene, hvorfra olien bliver ekstraheret. Da lipider er opløselige i æter angives de i foderplaner/datablade som “æterekstrakt”. Lipidfordøjelsen starter i maven og mængden af, hvad der er tilgængeligt, vil være mikrobielt fedt. Lipider er let fordøjelige og en god energikilde. De øger også mælkefedtet og giver et skinnende hårlag. Den totale foderplan for geden skal indeholde mellem 2 og 6% æterekstrakt.

Beregning af geders behov.
Indtil nu har dette kapitel tegnet et billede af geden som en lille drøvtygger tilpasset af udviklingen til at udvælge, leve af og reproducere sig på en varieret foderplan af næringsrigt browse, men i stand til at includere godt kvalitetsgræs i sin kostplan. Den stadige tilstedeværelse af vilde gedeflokke beviser, at en sådan livsform er mulig ikke kun i varmere klima men også i England.

Vore dages tamgeder er opdrættet til høj produktivitet af mælk, kød eller uld, hvilket kræver tilskud af kraftfoder. Tildeling af kraftfoder skal ske med største forsigtighed uden nogensinde at miste forståelsen for de grundlæggende principper i fordøjelsen. Hvis man gør en fejl, er der to tabere; geden og bankkontoen.

De, der holder højt producerende dyr, har en tung byrde på skuldrene: Nemlig ansvaret for at foderplanen indeholder alle de nødvendige dele. To slags informationer er nødvendige for at opfylde dette: De forskellige fodernormer for geder og næringsindholdet i det tilgængelige foder. Gedeavlerens to hovedopgaver er at opfylde energi- og proteinbehovet i gedeflokken.

Energi.
Geden behøver energi til vedligeholdelse af kropsfunktioner, temperaturkontrol, bevægelse, vækst og alle typer af produktion. Nogle behov kan opfyldes ved at bruge energireserver i kropsfedtet på betingelse af, at dette er tilstrækkeligt og erstattes senere. Energiindholdet i foderblandingen må være tilpasset dette, specielt i sen laktation.

Vækst.
Energibehovet for kropsvægtforøgelse forvirres af, om det er fedt eller muskulatur der forøges. Muskulatur indeholder 80% vand, fedt indeholder meget lidt vand men mere energi end muskulatur. Ved en given vægtforøgelse kræves der 8 gange mere energi, hvis denne består af fedtdepoter i forhold til, hvis den bestod af muskler. Den mængde foder, der skal bruges til en given vægtforøgelse, er beskrevet som en “foderomregning”; denne vil have en tendens til at være væsentlig højere for ældre dyr som lægger fedt på,end for yngre der forøger deres muskelvægt, og varierer også med fodertypen.

Laktation.
Energibehovet for mælkeproduktion er relativt højt og komplekst at fastslå, fordi det spiller sammen med behovet for f.eks. vedligehold, vækst, drægtighed og sammensætningen af mælken, specielt fedtindholdet. Det er derfor,energibehovet for laktation udtrykkes i: Enheder per % mælkefedt. Den anvendte standard er ofte 4% fedt.

Protein behov.
Geden behøver protein til mikrofloraen i vommen, til opbygning/genopbygning af kropsmasse, til drægtighed og laktation. Protein er opbygget af aminosyrer. Disse skal tilføres med foderet, med undtagelse af de proteiner, som mikrofloraen i vommen producerer ved deres vækst. Disse bliver senere tilgængelige for geden.. Mikrofloraen behøver tilførsel af protein eller simple kvælstofforbindelser såsom urea, hvorudfra de kan konstruere deres særlige proteiner. Geden kan behøve flere proteiner, end mikroorganismerne kan levere, i sin foderplan. Fedtdepoterne i kroppen indeholder ikke protein. Hvis fedtdepoterne udnyttes, forbrænder geden protein istedet.
Ikke alle proteiner er fordøjelige, så betegnelsen “Fordøjeligt råprotein” findes ofte i fodertabeller eller på datablade.
Som tidligere nævnt er balancen mellem fordøjeligt råprotein, ufordøjeligt protein og energi i foderplanen meget vigtig. For lidt fordøjeligt råprotein i forhold til fordøjeligt oraganisk materiale vil reducere forgæringen i vommen og dermed gedens produktivitet.

Protein til laktation.
Effektiviteten af omdannelsen af fordøjet protein til mælkeprotein er højere, når der fodres med protein af god kvalitet, hvilket er protein rigt på essentielle amonosyrer. Aminosyrebehovet for lakterende geder kendes ikke i detallier. Som en grov regel kan siges, at geder først i laktationen behøver 18% råprotein, mid i laktationen 16% og i slutlaktationen 12%. I den tidlige laktation kan noget af kroppens proteinreserve mobiliseres til mælkeprotein. Det anslåes at 230g mælkeprotein kan produceres på denne måde i løbet af de første 3 uger. Der behøves da 50 g fordøjeligt rå protein pr kg mælk med 3% fedt.

Protein til vækst.
Protein er nødvendig for opbygning af muskler (ikke fedt). Når man derfor kender sammensætningen af vægtforøgelsen, er det vigtigt at beregne proteinbehovet for denne vægtforøgelse. Som regel stiger fedtmængden på bekostning af muskelmassen hos ældre dyr. Det har vist sig, at kid på 2-6 uger optager relativt mere kvælstof end kid på 9-13 uger. Dette proteinbehov til vækst varierer meget.Variationerne skyldes forskelle i race, tilvækst, huld, køn, kvælstof- og energiniveau i foderplanen, samt forsøgsmetoden. En beregnet gennemsnitsstørrelse er : 0,28 g råprotein/ g tilvækst.
Dette skal lægges til behovet for vedligehold. Dette svarer til 0,195 g fordøjeligt rå protein. En god tommelfingerregel er, at give voksende kid 18% råprotein udregnet på tørstofindholdet i foderet. Denne højproteinholdige foderplan kan med fordel fortsætte indtil 5 måners alderen.
Dog, hvis al proteinen nedbrydes af vomfloraen (vomnedbrydeligt protein), forsvinder den potentielle gevinst som kvælstofforbindelser med urinen, og den ekstra udgift vil være spildt. Proteinnedbrydningen i vommen kommer ikke kun an på proteinets art ( f. eks,. fiskemel versus soyamel) men også på passagetiden i vommen, hvilket igen kommer an på andre faktorer - både hos dyret og i omgivelserne.

Dagligt foderoptag.
Energi- og proteinbehovet for hver enkelt ged skal afpasses efter den mængde foder, geden kan konsumere på en dag. Mængden varierer hos voksne geder efter, hvor hun er i sin årlige cyclus.
Ved beregning af gedens foderplan er det nødvendigt at kende hendes vægt samt hendes årlige cyclus, for at kunne beregne, hvor meget foder, beregnet på tørstofvægten, hun skal optage i de forskellige perioder.
Kvaliteten af stråfoder influerer også på optaget. Desværre ved man for lidt om optag og fordøjelighed af browse spist af fritgående geder. Sandsynligvis er det ligesom hos opstaldede geder sådan, at hvis geden har mulighed for at afvise op til 50% af det tilbudte stråfoder, så æder den mere ! På den anden side, ædes der mindre stråfoder, hvis der fodres med store mængder kraftfoder. Dette kaldes substitutions-effekten og ses især, hvis der fodres med stivelsesrigt kraftfoder. Når først foderplanen indeholder tilstrækkelig energi til gedens behov, kan en yderligere energitildeling reducere gedens tørstofindtag.

En ged, som er blevet opmuntret til at æde masser af godt hø sidst i drægtigheden, vil opretholde en stor vomkapacitet på trods af, at kiddene fylder godt op.

Mineraler i foderplanen.
Følgende mineraler siges at være nødvendige hos geder. Hvis ét af dem ikke er tilstede i tilstrækkelig mængde, sker der fejl i gedens omsætning/forbrænding. Denne fejl kan kun oprettes ved at tilføre det mineral, der er mangel på.
Mineraler optræder naturligt i det foder, geden æder, men det er nødvendigt at give tilskud i nogle tilfælde, f. eks. almindeligt salt (NaCl). Blot skal man huske, at for meget af et mineral i kroppen kan være ligeså slemt som for lidt. Derfor er det med mineraler, som med energi og protein, nødvendigt at tilpasse tilførslen med det aktuelle behov. Dette kompliceres af det faktum, at mineraler har et indbyrdes samspil i kroppen, hvorved et overskud af ét mineral skaber et behov for et andet til at afbalancere samspillet. For eksempel må optaget af Calsium og Phosphor nøje afbalanceres.

Vigtige makromineraler.

Calsium (kalk). 99% af Calsium i kroppen er lagret i knogler og tænder, hvor det udgør hovedparten af strukturen. Den sidste procent findes i blodet og i vævsvædskerne, hvor Calsiums tilstedeværelse er absolut nødvendig for styring af nerveimpulserne, sammentrækning af musklerne og blodets koaguleringsevne. Calsium i knoglerne udgør en reserve, fra hvilken Calsiumniveauet i blodet kan øges. Denne proces styres af calcitonin,( som er et hormon der kommer fra skjoldbruskkirtlerne i halsen) og D-vitamin.
Efter læmning opstår der et pludseligt stort behov for Calsium til mælkeproduktionen. Hvis Calsium fra knoglerne ikke frigives hurtigt nok, kan der opstå mælkefeber. Underligt nok, er det værste man kan gøre, at give geden masser af Calsium før læmning, fordi dette vil resultere i større lagring af Calsium i knoglerne - istedet for frigivelse af Calsium - som jo er det ønskede. Calsium og Phosphor skal findes i foderplanen i det samme forhold, som det findes i knoglerne, menlig Ca:P = 2:1. Som en hovedregel er Calsiumindholdet højt og Phosphorindholdet lavt i grøntfoder og sukkerroer., hvorimod det omvendte er tilfældet i korn.
Mange beregninger af mineralbehovet hos geder stammer fra forsøg med får. Man må huske, at kun ca 30% af den mængde Calsium der er i foderet optages af geden. Med hensyntagen til dette skulle Calsiumtildelingen være :

Vedligehold : 0,067g/ kg levende vægt ( 4,7 g for en ged på 70 kg)
Tillæg i de sidste 2 måneder af drægtigheden : 4,2g/dag
Tillæg for laktation : 4,2g/kg mælk
Tillæg vor vækst: 3,5g/100 g tilvækst.

Phosphor: 75-85% af kroppens Phosphor findes i knoglerne. En stor del af resten indgår som komponenter i de enzymer, der styrer forbrænding og lagring af energi. Phosphor er også en del af genmaterialet og reguleres ligesom Calsium. Underskud kan føre til frugtbarhedsproblemer og underlige spisevaner (pica).
Fodring af bukke, specielt kastrater, skal tage særligt hensyn til Phosphor, idet et overskud af Phosphor kan give problemer med urinvejssten. Hovedsageligt optræder dette hos dyr fodret med kraftfoder, ikke hos dyr på græs eller andet stråfoder. Hvis man fodrer med kraftfoder, kan man tilføre Calsiumclorid (CaCl) for at afbalancere Ca:P-forholdet.
Det siges, at 65% af Phosphor fra foderet optages i geden. Den daglige foderplan skal indeholde følgende mængde Phosphor:

Vedligehold : 0,026g/kg levende vægt. ( 3,2g for en ged på 70 kg).
Tillæg i de sidste 2 måneder af drægtigheden : 1,1g/dag.
Tillæg i laktationen : 1,5g/kg mælk
Tillæg for vækst : 0,92g/100 g tilvækst.

Magnesium: 60 - 70% af kroppens Magnesium er lagret i knoglerne. Resten i kødet og kropsvædskerne. Mg indgår som en del af mange enzymer og er vigtig for nervernes og musklernes funktion. I modsætning til Ca og P, er det Mg, der findes i knoglerne, ikke i stand til at blive frigjort af hormoner. Behovet skal dækkes via foderplanen. Ligesom Ca og P udskilles Mg via mælken.Vaklen eller “hypomagnesaemia” kan opstå høs højtydende malkere på hurtigtvoksende græs, som har lavt Mg-indhold - især hvis de stresses. Kun 20% af det tilførte Mg optages i geden.Mg skal derfor tilføres som mineraltilskud i følgende mængder:

Vedligehold: 0,017g/kg levende vægt (1,2g for en ged på 70 kg)
Tillæg for de sidste 2 måneders drægtighed : 0,2g/dag
Tillæg for laktation : 0,7g/kg mælk
Tillæg for vækst : 0,2 g/100 g tilvækst.

Kalium og Natrium:
K findes inden i kroppens celler, hvorimod Na mest findes i kropsvædskerne udenfor cellerne. Deres roller er i forbindelse med kroppens væskebalance og med transmission af nerveimpulser. Disse mineraler lagres ikke i kroppen, og den mængde, der udskilles med urinen, styres af hormonet aldosteron. Både korn og græs har en tendens til et lavt Na-indhold, og saltmangel fører til f. Eks. Pica, slikning af vægge, urindrikning etc. Samt fald i appetit og fordøjelse, hvilket fører til fald i vækst og mælkeydelse og dårlig reproduktion. Na udskilles med mælken, så malkende geder har specielt højt behov. Salt findes oftest som sliksten, disse konsumeres ofte med stor entusiasme af flokken. For meget salt i foderplanen siges at begrænse væksten. Overskud af K (hvilket der ofte er i geders foderplan) kan hindre udnyttelsen af Magnesium. Af den tilførte mængde optages kalium med 90% og Natrium med 80%.

Kalium tilføres i følgende mængder:
Vedligehold: 0,05g/kg levende vægt (3,8g til en ged på 70 kg)
Tillæg for de sidste 2 måneders drægtighed: 0,3g/dag
Tillæg for laktation: 2,3 g/kg mælk
Tillæg for vækst : 0,26g/100 g tilvækst op til 31 kg. Over 31 kg : 0,044g/100 g tilvækst

Natrium:
Vedligehold: 0,018g/klg levende vægt ( 1,3g for en ged på 70 kg)
Tillæg for de sidste 2 måneders drægtighed: 0,2g/dag
Tillæg for laktation: 0,5 g/kg mælk
Tillæg for vækst : 0,2g/100 g tilvækst op til 31 kg. Over 31 kg : 0,05g/100 g tilvækst

Svovl:
Dette tilføres i tilstrækkelige mængder med det protein, der er i foderet. Et tilskud kan evt. forøge uldens vægt.

NORMER FOR DAGLIGT BEHOV FOR MAKROMINERALER

	Ca	P	Mg	K	Na
Vedligehold ( g / kg levende vægt)	0,067	0,046	0,017	0,05	0,018
Tillæg i de sidste 2 måneders drægtighed (g)	4,2	1,1	0,2	0,3	0,2
Tillæg ved laktation (g/kg mælk)	4,2	1,5	0,7	2,3	0,5
Tillæg for vækst	3,5	0,92	0,2	0,26	0,2
over 32 kg levende vægt				0,044	0,05

Spormineraler.

Disse kaldes således fordi de kun behøves som små spor i den daglige foderplan. Ikke destomindre er de essentielle.

NORMER FOR DAGLIGT BEHOV FOR SPORMINERALER ANGIVET SOM MG/KG TØRSTOF.

Jern (Fe)	30-40	Mangan (Mn)	40
Kobber (Cu)	8-10	Zink (Zn)	50
Kobolt (Co)	0,1	Selen (Se)	0,1
Jod (I)	0,4-0,6	Molybdæn (Mo)	0,1

Jern:
Jern lagres i milten, leveren og marven - og er ansvarligt for blodets transport af ilt rundt i kroppen. Mængden i kroppen afhænger af den mængde, der optages. Jernmangel ; anæmi, ses hos kid i 3-8 ugers alderen, hvis foderplanen har et lavt jernindhold, eller hos ældre dyr, der er angrebet af blodsugende orm og leverikter.

Kobber:
Dette er en vigtig komponent i de enzymer, der har med vævets respiration at gøre. Kobber er også tilstede i pigmentet, melanin, og er involveret i dannelsen af røde blodlegemer. Den mængde, der optages fra foderet, er påvirket af mange årsager; en af dem er dyrets behov. Overskud lagres i leveren. Kobbermangel giver “swayback” hos kid. Det synes som om, der er en genetisk forskel på, hvilke racer der er udsat for kobbermangel - sandsynligvis er dværggeder de mest udsatte. Geder lider ikke af kobberforgiftning i samme udstrækning som får, dog er der en sandsynlighed for, at mohairgeder er mere udsatte end malkegeder. Overskud af Molybdæn skaber kobbermangel.

Kobolt:
Kobolt er vigtigt for vomfloraen, der bruger kobolt til dannelsen af B12-vitamin, som er nødvendig ved omsætningen af kvælstof, kulhydrat og fedt.

Jod:
Jod er en del af thyroidhormonet fra skjoldbruskkirtlen. I skjoldbruskkirtlen findes 70-80% af kroppens Jod. Hos fostre og unge kid har Jod indflydelse på udviklingen. Hos de voksne dyr hovedsageligt på omsætningen og frugtbarheden. Overskuds Jod udskilles med urinen. Hos kiddene ses Jodmangel som forstørret skjoldbruskkirtler samt langsom vækst og nedsat livskraft. Hos voksne ses reduceret appetit og brunst samt aborter. Kid kan fødes hårløse. Noget foder, f.eks. kløver, kan give struma -og for at modgå dette gives et Jodtilskud på op til 2 mg/kg tørstof.

Mangan:
Dette har mange roller i kroppens processer især hvad angår ægløsning og befrugtning. Kun 1-4% af det mangan, der tilføres, optages i geden. Drøvtyggere synes ikke at have nogle Manganreserver. I svære mangeltilstande ses problemer med reproduktionen.

Zink:
Dette mineral har også en masse funktioner. Det er en grundlæggende del af enzymer og bl.a. insulin. Zink er tæt forbundet med A-vitamin og med væksthormonet, prolactin. Det er også tæt forbundet med et sundt skind og hårlag. Til en vis grænse er optaget styret af behovet. Overskud udskilles med afføring.

Selen:
Dette behøves kun i minimale mængder, men er vigtigt i fedtomsætningen. Dets virkemåde er sammenlignelig med E-vitaminets. Selen og E-vitamin kan da også til en vis grad erstatte hinanden. Selen øger frugtbarheden og resistens overfor infektioner. Mangel ses oftes hos kid. Disse er svagtfødte, dør evt. kort tid efter fødslen, eller de kan komme til at lide af “White muscle disease” ( nutrient muscular dystrophy). Organiske selenforbindelser optages lettere end uorganiske. Selen kan give forgiftninger.

Molybdæn:
Dette optræder i skelettet, nyrer og lever samt som en vigtig del af mange enzymer. Molybdæn er nødvendig for dannelsen af urinsyre.

På baggrund af alle disse oplysninger kan det synes umuligt at sammensætte en foderplan, der forsyner geden med den rigtige mængde mineraler. Heldigvis er dette ikke tilfældet. Hvis gedernes foderplan er afbalanceret med hensyn til energi og protein, især de geder, der har mulighed for at browse og æde flerårigt ukrudt, og bliver tilbudt hø, der består af andet end græs, har adgang til sliksten og får kraftfoder tilsat mineraler, har sjældent problemer med mineralmangel.
De sjældne tilfælde, man ser, skyldes oftest lokale mineralmangler i den jord, hvorpå gederne græsser - eller høet høstes på. Det kan anbefales at få udtaget en jordbundsanalyse. Hvis man har mistanke om mineralmangel, er det en god idé at få taget blodprøve af sin besætning.

Vitaminer.

Man ved ikke meget om geders vitaminbehov. Vitaminer er opdelt i de Fedopløselige : A, D og E samt de vandopløselige : B og C. Sandsynligvis er der størst risiko for mangel af de fedtopløselige i geden foderplan.

A-vitamin (retinol):
Geder får deres A-vitaminer fra Beta-caroten. Hos køer cirkulerer beta-caroten rundt i kroppen, det gør det ikke hos geder, derfor er gedefløde hvid. Hos geder har beta-caroten indflydelse på opretholdelsen af frugtbarhed. A-vitaminmangel påvirker evnen til at se, andre symptomer er appetittab, utrivelighed, næseflod, abnormaliteter i skindet, nedsat modstandskraft, deforme kid og unormal sperm. Leveren indeholder 75-90% af kroppens reserver. Overskud giver ubalance i omsætningen.

D-vitamin.
D-vitamin findes ikke i foderet, men er kendt som “solskinsvitaminet”, idet de ultraviolette stråler danner D-vitamin, når de rammer dyrets skind. D-vitamin virker i forbindelse med optagelse, deponering og udskillelse af Calsium og Phosphor. Mangel optræder hos geder, der holdes på stald, medmindre de får et D-vitamintilskud. Kiddene får engelsk syge og de voksne dyr lider af afmineralisering af knoglerne (osteomalci). Overskud af D-viatmin giver mineralaflejringer i kødet.

E-vitamin (alpha-tocopherol):
Effekten af E-vitamin er tæt på at være den samme som Selen. Begge er de nødvendige for en normal reproduktion. Mangel kan give “hvide muskler”, hvilket kan have effekt på hjertet og musklerne. Selvom man ikke kan se på et voksent dyr, om det har E-vitaminmangel, kan kiddene fødes med E-vitaminmangel, da de ingen reserver har. E-vitamin er også en antioxydant, der er lagret i fedtvæv og lever. Det har lav giftighed, og den øvre grænse er ikke defineret.

B1-vitamin (thiamin):
Dette bliver, som de andre B-vitaminer samt C og K, produceret i vommer af mikroorganismer. Kid, der ikke drøvtygger, kan skulle have tilskud, hvis de fodres med erstatning. B1-mangel kan optræde hos kid og voksne hvis de får thiaminnedbrydende enzymer ved at æde egebark, bregner, muggent foder eller overfodres med korn. Det giver sygdommen : cerebrocortical necrosis som også kan skyldes B1-vitaminmangel efter lanvarig diarre eller behandling med medicin, f. Eks. Ormemidler. Denne dødelige sygdom som giver blindhed, hovepresning, kollaps etc. Kan behandles med succes med en B1-vitaminindsprøjtning, hvis man opdager det i tide.