Daglig røgt og pleje

Ovenstående er en sandhed med visse modifikationer. Hos os plejer vi at sige: "At man får det ud af sit gedehold, som man investerer." Og hvis man er heldig, får man også lidt renter af sin investering.

Omtalte renter afhænger af, om gederne får den omsorg og det foder, de har brug for. Om forholdene er tilpasset gedernes adfærd og behov. Samt om sygdomme opdages i tide.

Geden kan ikke sammenlignes med noget andet husdyr - den er helt sin egen både med hensyn til biologi, foderbehov, adfærd, parasitter m.v.

Her på siden kan du læse lidt om geders adfærd, inden du kaster dig ud i de underliggende sider.

Adfærd.

Man kan ikke røgte og pleje sine geder, uden at kende til og tage hensyn til deres naturlige adfærd.
Nedenstående er meget beskrivende, hvorfor jeg har valgt at bringe det i oversættelse, hvilket jeg naturligvis har fået tilladelse til.

Mary C. Smith & David M. Sherman .
Goat Medicine
Lea & Fibiger 1994
ISBN 0-8121-1478-7

Generel adfærd.

Geder udvikler meget bestemte adfærdsmønstre. Mange aspekter af deres adfærd bestemmes af omgivelserne og mange af de adfærdsmønstre, der kan observeres i en vild gedeflok, bliver undertrykt hos geder, der holdes som husdyr. Alligevel er der nogle karakteristiske adfærdsmønstre som findes hos alle geder.
Geder søger sammen i udvidede familegrupper, hvor de opretholder et strengt hierarki. Både geder og bukke etablerer social dominans ved at slås pande mod pande, hornene bruges som en fordel, hvorfor det er vigtigt, at alle dyr i en flok er enten hornede eller pollede.
Geder, der er vant til menneskelig kontakt, vil hellere nærme sig fremmede end flygte. Hvis de føler sig truede eller ophidsede, vil de stille sig med front mod truslen og fnyse højlydt, eventuelt stampe i jorden med et forben.
Geder undersøger alt med munden. Det gælder både fødeemner, ejerens tøj, snørebånd, dyrlægens papir osv. Især hvis gederne mangler træstof i foderet eller eventuelt bare keder sig, vil de begynde at æde træinventar og pæle. Derfor er det vigtigt, at træværk er behandlet med ugiftig maling.
Geder er vældig adrætte og fantastiske til at klatre. De bestiger med fornøjelse biler, træer, deres huse, høhække m.m. Bortset fra, at det ikke altid er lige hensigtsmæssigt for ejeren, kan det være en temmelig farlig sport, især hvis gederne kan komme i klemme. Gedernes adræthed kombineret med en ganske utidig nysgerrighed har taget livet af mange geder. Man bør derfor altid sørge for at indhegninger og stalde er indrettet til at modstå denne typiske gedeadfærd.

Fordøjelsesadfærd.

Grunden til, at geder findes næsten overalt i verden, er deres evne til at leve af "revl og krat". Samme grund angives som årsag til, at store områder i verden er ørken, idet gederne æder de træer og buske, som andre dyr lader stå, og derved kan overleve længe, hvor køer og får har måttet give op.
Derfor bruges gederne til at rydde op i krat og småskov, hvorpå græsningen forbedres for køer og får.
Avlere, der fodrer i høhække, klager over, at gederne spilder en stor del af høet, oftest de gode blade. Dette kan undgås ved at have små netmasker i høhækken og samtidig et trug nedenunder, hvori gederne ikke kan træde op. Geder indtager ikke føde og vand, der er forurenet af gødning. Selv den mindste lille "lakrids" i vandspanden er nok til, at de ikke drikker.

Seksuel adfærd.

I tropiske og subtropiske egne kommer gederne i brunst hele året. I tempererede egne kommer brunsten med den aftagende dagslængde. For Boere og Nubiske har det ingen betydning, at de er født og opvokset i Danmark. De kommer stadig i brunst hele året rundt. Bukkene responderer på gedernes brunst.
Bukkens lugt og adfærd i brunsten er ikke til at overse. Lugten skyldes to ting: Dels at bukken overtisser sig selv på forparten og i hovedet, dels at bukken har duftkirtler ved basis af hornene. Disse duftkirtler udskiller kønshormoner (pheromoner), som er i stand til at sætte gederne i brunst.
Bukken vil ofte være mere aggressiv i bedækningssæsonen og bør derfor omgås med forsigtighed, idet en fuldvoksen buk, der føler sin mandighed truet, ikke er til at spøge med, selvom han til daglig er lammefrom. Derfor bør bukke i forskellig alder og størrelse heller ikke gå sammen, hvis der er brunstige geder i nærheden. En voksen buk, der føler sig truet både af bukke på hans egen alder, men også af ungbukke, vil kæmpe for sin dominans, og derved kan der let opstå skader på dyrene.
Når bukken gør kur til en ged, vil han lugte til hendes urin, som hun villigt og i mange småportioner afsætter, når hun er brunstig. Typisk vil han lægge nakken tilbage og vimre med overlæben. Dette kaldes "flehmen" og er med til at fortælle ham, hvornår tidspunktet for bedækning er optimalt.
Bukken vil strække halsen op og ned, af og til helt ned til jorden, lægge hovedet lidt på skrå og med tungen ud af munden sige nogle meget karakteristiske lyde, nærmest " øb - øøb - øøøb". Som oftest er der mere larm og ballade, hvis bukken er ung og/eller usikker. En voksen, dominerende og selvsikker buk ordner sommetider paragrafferne, uden at ejeren lægger mærke til noget.
Bedækningerne finder oftest sted i morgen- og aftentimerne.

Læmningsadfærd.

Fritgående geder vil forlade flokken for at læmme, så denne mulighed skal man så vidt muligt give sine opstaldede geder, ved at have læmmebokse. Når læmningen nærmer sig, bliver geden urolig.
De fleste geder lægger sig på siden, når presseveerne kommer, og kiddene fødes hurtigt.
Geden slikker kiddene grundigt, hvilket er med til at skabe en god moderbinding. Hvis geden forstyrres i at slikke kiddene, kan man risikere, at hun ikke vil kendes ved dem.
Kiddene søger hurtigt mod yveret.
Hos fritgående geder, er der en periode på op til flere uger, hvor geden efterlader kiddene i 2 - 8 timer, for at søge føde. I denne periode, skal geden være i kendte omgivelser, så eventuelt foldskife eller anden form for geografisk flytning, skal foregå i god tid før læmning.

At håndtere geder.

Geder er tilpasningsvillige dyr, som er lette at træne og håndtere. Tamme geder kommer oftest, når de ser ejeren. Mere sky geder kan flyttes ved hjælp af hunde, blot skal hunden være meget dygtig, idet geder ikke er bange for hunden, de vil tværtimod forsøge at slås mod den.
Hvis en ged stikker af fra flokken, er den næsten umulig at jage tilbage. Det letteste er at flytte flokken, så skal hun nok komme med af sig selv.

Tamme geder vil stoppe, hvis de tages rundt om halsen. En gammeldags hyrdestav er meget effektiv. Man ser ofte, avlere fange gederne ved at holde fast i et bagben. Dette kan give ledskader, hvis geden er meget usamarbejdsvillig. Hvis gederne er meget nervøse, tjener det ikke noget formål at jage rundt efter dem. De kan i så fald dø af stress eller komme slemt til skade i forsøget på at undslippe. Man bør tage den tid, det tager. Eventuelt lokke med lidt foder og bruge list.

Man har ofte brug for at fastholde en ged, enten fordi den skal have dyrlægehjælp, vaccineres, parasitbehandles eller have klippet klove. Har man ingen hjælper, er det nemmest, at få geden bakket op med rumpen i et hjørne, skræve over den med sin egen rumpe i samme retning, klemme godt fast med lår/knæ om skulderne og fiksere gedens hoved mellem den ene arm og kroppen. Så har man begge hænder fri og geden render ingen steder.

Ved klovklipning skal man dog helst være to, eller have geden fikseret.
Har man en hjælper, holder denne gedens hoved ind mod sine lår. De fleste geder falder til ro, når de gemmer hovedet på denne strudselignende facon.
Det er en dårlig idé, at bruge gedens horn som håndtag. De fleste geder bryder sig ikke om det, de fleste bukke tager det som en opfordring til kamp.

Geder bryder sig ikke om at blive væltet om på siden eller sat på enden, som man ofte gør med får.